Nørklecaféen fejrede fødselsdag

30.11.23
I et hjørne af Hjørring Bibliotek genlyder det to gange om måneden af knitrende strikkepinde, aktive hæklenåle og klirrende kaffekopper. Nørklecaféen udgøres af 10-15 kvinder, som bruger Hjørring Bibliotek til mødested for håndarbejde og hygge. Nørklecaféen er blevet et fast fællesskab og har netop fejret 10-års fødselsdag.

Nørklecaféen – eller Nørkledamerne, som de kaldes i daglig tale, da gruppen pt. ikke tæller nogen mænd – startede som en lille gruppe, der havde opdaget en fælles interesse for håndarbejde og manglede et sted at dyrke det. De spurgte på Hjørring Bibliotek og blev budt inden for med åbne arme. Siden er gruppen vokset, og der kommer løbende nye til, ligesom der af og til falder nogen fra. Nørkledamerne understreger, at det ikke er en strikkeklub, men en klub for håndarbejde, og gennem årene har der været flere forskellige typer håndarbejde på bordet, også broderi og knipling.

Gode råd og hygge

Nørkledamerne er glade for at mødes ude af huset. Det er nemlig knap så forpligtende, hvis man nu ikke kan komme hver gang – og ingen skal stå med kaffen klar derhjemme. Flere understreger, at de lærer noget af hinanden. En enkelt er sågar begyndt at strikke fra bunden, med gode råd og vejledning fra de andre nørklere. Udover at sidde bøjet over håndarbejdet, snakker og hygger deltagerne også. Mange emner bliver vendt, og der er masser af latter.

Nørkledamerne ser ikke nødvendigvis hinanden uden for caféens rammer, men de holder hvert år julefrokost og sommerafslutning, hvor de spiser sammen efter håndarbejdet. Da Nørklecaféen den 8. november måned fejrede 10-års fødselsdag, bød biblioteket på kagemand i dagens anledning.

Nørklecaféen er åben for alle interesserede, og man kan finde den hver anden onsdag (i ulige uger) kl. 9.30-12.30 på Hjørring Bibliotek. Nørklerne understreger, at caféen er åben for både mænd og damer - det er tilfældigt, at det kun er damer, som hidtil har besøgt den. Det koster ikke noget at deltage, udover den kop kaffe, man måske køber i bibliotekets café – hvis man altså ikke selv har termokanden med.

Hjørring Bibliotek holder desuden med jævne mellemrum Strik & lyt, hvor bibliotekets formidlere giver smagsprøver på god litteratur, mens deltagerne strikker eller udfører andet håndarbejde. Næste Strik & lyt er onsdag d. 24/1 kl. 16 2024.