LIVE tegneserietegning med Ina Korneliussen
Lørdag den 19. november kl. 10–14 får vi på Hjørring Bibliotek besøg af tegneserietegner Ina Korneliussen.
Hun vil sidde midt i biblioteksrummet og arbejde på en tegneserie, og du kan følge med i hendes arbejde!
I tidsrummet kl. 10-14 tegner Ina og lader sig inspirere af omgivelserne og stemningen på biblioteket samt sætningen ”En dag på Hjørring Bibliotek.”
Hverdag og magi
Ina Korneliussen er tegneserieskaber med særlig glæde for at fortælle om hverdagens små skærmydsler og store problemer, gerne blandet med magiske elementer hvor man mindst venter det. Hun er opvokset i Vendsyssel og nu bosat på Sydsjælland og har lavet tegneserier nærmest hele sit liv. De første blev trykt på kopimaskine og distribueret ved håndkraft, men siden er det blevet til mange udgivelser på etablerede forlag. I 2018 udgav Ina ÆG, som er en eksistentialistisk fabel om et mystisk æg, der synes umuligt at udruge. Med ÆG blev hun nomineret til en Deleuran-pris for årets bedste tegneserietegner. Ina Korneliussens seneste udgivelse er Der Findes ikke Monstre (2021), som handler om en kvinde, der har en kærlighedsaffære med monsteret under sengen på børneværelset.
Se mere på www.inakorneliussen.com
Som besøgende på biblioteket er man meget velkommen til at kigge med over skulderen og stille spørgsmål til den kreative tegner. Inas tegneserie er en fiktiv fortolkning af emnet – og altså ikke en portrættering af virkelige personer eller begivenheder. Senere vil tegneserien kunne læses på Hjørring Bibliotekernes hjemmeside.