Sommer på eReolen

02.07.18
Sommeren er over os, og det er på tide at finde de store læsebriller eller hørebøfferne frem.

Læsefrekvensen peaker uden tvivl i sommerferien. Det er her, man kan have mod på at læse eller lytte til de lidt mere ambitiøse bøger, som f.eks. er virkelig lange. Eller lidt svære.

Det er også i sommerferien, man tør kaste sig over hele serier. Hverdagen er ikke altid til serier, for man er ligesom altid bagud.

Men i sommerferien kan man virkelig nyde at kaste sig over en historie, som ikke stopper. 
Hvis du har det på samme måde – eller hvis du bare er typen, der altid har mod på lange serier (og kommer igennem dem!), så har du meget godt i vente.

Gode serier på eReolen

I sommerperioden sætter eReolen fokus på serier for både voksne, børn og unge.

De præsenterer dig for lange serier og korte serier, faglitterære og skønlitterære serier, lydbogsserier og e-bogsserier, danske serier og udenlandske serier, sjove, rørende, historiske og spændende serier. Og også nogle af de bøger, som de bedste tv-serier er baseret på. 

Du kan også glæde dig til at læse krimiforfatter Lotte Petris artikel om, hvordan det er at skrive serier. Og så er der selvfølgelig også alt det andet ... Interviews med oversættere og lydbogsindlæsere, "noget der ligner"-lister, forfatterportrætter, læsebingo til børnene og meget mere.

I anledning af serietemaet har Gyldendal ændret en del af sine serier, som man før skulle reservere, så man nu kan låne dem uden at stå i kø. Du kan finde bøgerne (den første i serien) herunder sammen med en masse andre gode anbefalinger til sommerserier.

Også på eReolen Global har de fundet engelsksprogede serier i lange baner frem til både voksne, unge og børn. 

Hvis du vil være helt sikker på ikke at gå glip af noget, så tilmeld dig eReolens nyhedsbrev under "Min side" på eReolen.dk eller følg eReolen på Facebook. 

Oprindeligt skrevet af eReolen.

Materialer